Debat om:
Demokrati i krise

Du skal huske at underskrive med dit navn!

Jeg kan godt forstå din pointe. Jeg kommer til at tænke på gamle dage, hvor folk valgte en af adelsmændene til konge, og hvor landsbyerne så sendte nogle unge mænd til kongen som hans soldater. Så havde kongen en hær, der kunne tryne adelen.

Og når der så var en lokal adelsmand og senere en lokal embedsmand, der traf en urimelig beslutning, gik man til kongen og klagede sin nød. Og hvis man kunne overbevise kongen, fik man et kongebrev. Det kunne man så vise til den lokale adelsmand eller embedsmand, og hermed blev de lokale pamperes magt sat ud af spil.

Danmark har for en del år siden genindført noget lignende. Man valgte en ombudsmand. Og folk kunne så klage til ombudsmanden, og han kunne ophæve pampernes beslutninger. Det har bredt sig til udlandet og til det engelske sprog, så man rundt om i visse lande nu også har "an ombudsmand".

Men i Danmark er demokratiet i krise. De danske politikere besluttede hurtigt at ændre ombudsmandsordningen, så hans beslutninger kun var vejledende.

Ole Olsen

Efter den borgerlige revolution i slutningen af 1700-tallet, indførte man en 3-deling af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Altså politikere, regering og domstole. Det har vi her i landet gradvist lavet om igen, så der nu kun er én magt. Regeringen laver politik, og politikerne bestemmer, hvad dommerne skal dømme. Når der er nogle danskere, der kommer i berøring med vores retsvæsen, sker det meget ofte, at de mister al tillid til systemet.

I England har man bevaret noget af det gamle. Her er domstolene stadig uafhængige af politikerne. Dommerne dømmer i overensstemmelse med folkets retsfølelse. Og det kan skifte fra år til år. Englænderne er glade for systemet, og de har tillid til deres retssystem.

I Danmark har vi så den 4. magt, som er pressen. Og den har efterhånden fået så stor magt, at den fuldt ud dikterer, hvad det er, politikerne beskæftiger sig med. Men det giver i længden en afmagt og desillusion.

Jeg synes, at vi igen skal adskille regering og politikere. I praksis betyder det, at en sagsbehandler på socialkontoret (som repræsentant for regeringen) ikke skal have fingeren nede i lovparagrafferne og sige: "Jamen du passer desværre ikke til nogle af paragrafferne, så vi kan desværre ikke hjælpe dig". Nej, hun skal selvfølgelig overholde lovene, hvis det kan lade sig gøre. Men vigtigst er, at hun skal hjælpe dem, der har behove for det.